Den 10. marts er tibetanernes nationaldag og årsdagen for
folkeopstanden i Lhasa i 1959.
Det seneste år har 26 tibetanere brændt sig selv i et forsøg på at gøre
opmærksom på de grove overgreb, der finder sted i Tibet på grund af den
ulovlige kinesiske besættelse. I de seneste måneder har tusinder af
mennesker demonstreret for frihed i Østtibet, og de kinesiske
myndigheder har skudt og dræbt mindst 5 demonstranter. Samtidig
belejrer hundredvis af kinesiske sikkerhedsstyrker tibetanske byer, og
Tibet er lukket for journalister og turister.
Det er ulykkeligt, at situationen er kommet så vidt, men det er ikke
første gang i historien, at undertrykkelse og forfølgelse har ført til
selvafbrændinger.
I 1963 satte den vietnamesiske munk Thich Quang Duc ild til sig selv
midt i Saigon for at gøre opmærksom på Vietnams forfølgelse af
buddhister. Billedet af den brændende munk, siddende roligt i
lotusstilling omgivet af flammer, gik verden rundt og bidrog til
Diem-regimets fald.
Dengang lovpriste Beijing munkens handling og anvendte den
propagandamæssigt som et bevis på amerikansk imperialisme.
I dag omtaler Beijing de tibetanske selvafbrændere som kriminelle og
forbrydere.
Siden opstanden i 2008 har en anden ikke-voldelig modstand bredt sig,
Lhakar-bevægelsen. Det tibetanske ord ”Lhakar” kan oversættes med ”hvid
onsdag”. Lhakar-bevægelsen går ud på, at man hver onsdag markerer sin
tibetanske identitet og kultur ved at man f.eks. tager traditionel
tibetansk tøj på, kun taler tibetansk og kun handler i tibetanske
butikker.
Fredelig modstand gennem civil ulydighed er den eneste reelle
virkningsfulde måde at komme et brutalt regime i tale. Der har gennem
historien været mange eksempler på, at civil ulydighed har været
medvirkende til at bringe regimer til fald:
Op gennem firserne mødtes Leipzigs indbyggere mandag efter mandag i
Nikolaikirche til fredsbøn i håbet om, at Østtyskland en dag kunne
blive et frit land for frit tænkende mennesker. Demonstrationerne tog
til i omfang og art, man gik f.eks. gennem gaderne med lys i hænderne.
Det var medvirkende til at muren faldt og Tyskland blev genforenet.
Det bedste eksempel er Mahatma Gandhis ikke-voldelige løsrivelse af
Indien fra briterne gennem talrige aktioner baseret på Satyagraha,
bedre kendt som passiv modstand eller civil ulydighed.
Tibetanerne er nu ved at udvikle deres egen Satyagraha, ordret oversat
”insisteren på sandhed”, og sandheden er bl.a., at tibetanerne har krav
på menneskerettigheder og ret til at dyrke deres sprog, religion og
kultur.
Tibetanernes situation er vanskelig. Gandhi var oppe imod et
retssamfund. Kineserne har derimod i løbet af seks årtiers besættelse
vist, at de ikke skyr nogen midler for at fastholde den ulovlige
besættelse af Tibet. En besættelse som har kostet flere hundredetusinde
tibetanere livet.
Der er derfor behov for, at verdenssamfundet står sammen og holder Kina
fast på de FN-resolutioner m.v., som sikrer tibetanerne ret til
selvbestemmelse. Danmark har for tiden formandskabet i EU og dermed en
enestående mulighed for at medvirke til positive forandringer.
Offentliggjort 07-03-2012